Implementeringen af Drikkevandsdirektivet (DWD) 2020/2184 i Danmark er et vigtigt skridt mod at sikre rent og sikkert drikkevand for alle borgere. Drikkevandsdirektivet, som EU vedtog i januar 2021, er et led i arbejdet med at harmonisere kravene til drikkevand på tværs af medlemslande, hvilket VELTEK Vand byder velkommen. De nye regler sigter mod at forbedre vandkvaliteten og beskytte folkesundheden ved at opstille nye krav til både vandkvaliteten og de materialer, der indgår i byggevarer i kontakt med drikkevand. Det er et nødvendigt tiltag for at reducere skadelige stoffer som bly og bakterier i drikkevandet samt for at fremme brugen af postevand frem for flaskevand. Dette er i sig selv positivt – men processen stiller leverandører og producenter over for en række udfordringer. For selvom intentionerne bag direktivet er gode, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål – bl.a. hvordan de nye regler konkret skal implementeres.
Især er der usikkerhed omkring de danske krav, der endnu ikke er fastlagt – herunder en nødvendig og veldefineret overgangsordning, som er afgørende for at sikre en glidende overgang til de nye krav. Ordningen skal være gældende i perioden 31/12-2026 og frem til 2032, hvor direktivet skal være endeligt implementeret. Dette kan være afgørende for at sikre producenter og leverandører tryghed i, at produkter, der allerede er godkendt til salg og brug i Danmark, fortsat kan sælges og installeres i denne periode. Hvis der ikke hurtigt fastlægges klare rammer for denne overgang, risikerer vi at stå over for lignende problemer, som branchen oplevede ved implementeringen af GDV-ordningen (Godkendt til Drikkevand) fra 2013. I flere år var det ikke muligt at få godkendt produkter og herved få adgang til at markedsføre produkter på det danske marked. VELTEK Vand spillede dengang en afgørende rolle i tilblivelsen af den bekendtgørelse, som kom i 2016 – og som stadig er gældende den dag i dag, men som står til udfasning.
Selvom to år kan virke som lang tid, er det i praksis en kort tidsfrist, fordi det drejer sig om regelændringer, der skal implementeres i produktudvikling og efterfølgende godkendelsesprocesser. Manglende klarhed om, hvilke regler og godkendelser som bliver gældende efter den 31/12-2026, er medvirkende til at skabe stor usikkerhed i branchen. VELTEK har været på bolden, og har løbende været i dialog med myndighederne under tilblivelsen af drikkevandsdirektivet, og det gælder nu også implementeringen.
For VELTEKs medlemmer er det en absolut nødvendighed, at der hurtigt fastsættes klare retningslinjer og tidsplaner til implementeringen af drikkevandsdirektivet. Vi arbejder aktivt på at påvirke processen gennem møder med beslutningstagerne hos myndighederne, men også via vores engagement i DK-Vand, som omhandler vandforsyning. Branchen fortjener, at der kommer en klar og rimelig overgangsordning, der giver både producenter og leverandører en fair chance for rettidigt at tilpasse sig de nye krav.
Der skal med andre ord handles hurtigt og ansvarligt, og det er helt afgørende, at beslutningstagerne lytter til branchen og sørger for en smidig implementering, der tager hensyn til både folkesundheden og erhvervslivet for kunne tilpasse sig det krav professionelt.
Kai Borggreen,
Sektionschef