Elektrificeringen af Danmark skaber rammerne for El & Teknik 2024

0

Imens temperaturen nærmer sig frysepunktet udenfor, er der allerede nu varmet godt op under den kommende El & Teknik-messe, der løber af stablen i Odense Congress Center den 14. – 16. maj 2024. Standsalget blæser derudaf – kun få stande er ledige i Hal A og Hal C, og snart åbner vi op for salget til Arenaen, som i år byder et helt nyt koncept velkommen: Temaudstilling med Elektrificeringen af Danmark som omdrejningspunkt.

En messe med fokus på forretningspotentialet

Grøn omstilling, energieffektivitet og elektrificering har længe været nøgleord i elbranchen, og derfor kommer El & Teknik-messen ganske belejligt, idet de store omvæltninger kommer til at stille nye krav til el-aktører i Danmark på alle niveauer. Det gælder alt fra teknologier og digitale løsninger til kompetencer hos de mange virksomheder, der har en rolle i gennemførelsen af elektrificeringen af Danmark. Vi ser tilsvarende en stigende udvikling i nye teknologier og løsninger og ikke mindst nye forretningspotentialer og flere opgaver.

På messen i 2024 skaber vi rammerne for, at forretningspotentialet for alvor kan udfolde sig i branchen. Det vil blive rig mulighed for at blive inspireret og udforske, hvilke udfordringer vi som samfund står over for, og hvorledes vi kan udnytte det kæmpe forretningspotentiale, der ligger i elektrificeringen. For der er ingen tvivl om, at el-branchen har en hovedrolle at spille.

Hvad kan man opleve på temaudstillingen?

Temaudstillingen i Arenaen skal skabe fokus på de store omvæltninger, som elektrificeringen af Danmark betyder, når det kommer til:

  • Transmissions- og distributionsnettet
  • Smart Grids
  • Digitalisering
  • Lagringsteknologier
  • PtX
  • E-mobilitetsløsninger
  • Energieffektivitet
  • Elektrificering af industriprocesser
  • Husholdninger eller varmesektoren

– kort sagt alt det der driver elektrificeringen.

På messen i foråret 2024 stiller vi skarpt på det altafgørende samspil mellem energiselskaber, installationsvirksomheder og leverandører, der er forudsætningen for at komme i mål med elektrificeringen. I Arenaen vil du bl.a. kunne opleve:

  • Udstillere med relation til det overordnede elektrificeringstema
  • 2 faglige scener med ekspertoplæg
  • Særudstillinger med fokus på elektrificeringsdagsorden
  • Netværksområder med aktiviteter
  • Aktiviteter i relation til studerende på messens første dag

Som medarrangør af El & Teknik-messen glæder vi os i VELTEK til igen at kunne åbne dørene til Danmarks største elfagmesse, hvor faglighed, netværk og elektrificering er i fokus.