Den endelige afstemning om fusionen af de to tværfaglige sektioner ind i hovedforeningen afholdes på VELTEKs generalforsamling den 21. juni.
Både generalforsamlingerne i VELTEK Digital og Markedsanalyse, der blev afholdt den 14. maj og 6. juni, har enstemmigt stemt for en fusion af sektionerne ind i VELTEK.
Det stillede fusionsforslag blev bakket fuldt ud op af bestyrelserne i begge sektioner, og derfor glæder det både bestyrelserne og sekretariatet i VELTEK, at samtlige medlemmer på generalforsamlingerne i VELTEK Digital og Markedsanalyse valgte at godkende forslaget.
Der er således banet vej til den endelige afstemning om fusionen, og den deraf følgende nye kontingentstruktur i foreningen, på VELTEKs ordinære generalforsamling den 21. juni på Hotel Admiral.
Ønske om mere værdi for medlemskabet af VELTEK
Centreret omkring fusionerne af Markedsanalyse og VELTEK Digital ind i VELTEK er ønsket om at give medlemmerne mere værdi for deres medlemskab.
Den nye kontingentstruktur indebærer blandt andet, at der for medlemmer ikke længere skal betales særskilt til VELTEK Digitals og Markedsanalyses ydelser, og dermed åbnes der op for, at alle medlemmer i VELTEK har mulighed for at komme tættere på processerne omkring digitalisering og standardisering i deres branche – f.eks. gennem indflydelse på ETIM-modellen og dataudveksling, samt mulighed for at indgå i et samarbejde og modtage relevante branchestatistikker og analyser via VELTEKs online statistikprogram.
Læs mere om indholdet på VELTEKs generalforsamling her