Implementering af det reviderede bygningsdirektiv skal medtænkes i revisionen af bygningsreglementet
Det reviderede bygningsdirektiv har en bredere og mere ambitiøs karakter end sine forgængere. Direktivet opstiller et forpligtende mål om, at bygninger skal energieffektiviseres og at energiforsyningen skal omlægges til vedvarende energi over de næste 25 år, således at bygningsmassen samlet set bliver nulemissionsbygninger. Dertil opstiller direktivet som noget nyt krav om forbedring af bygningernes indeklimamæssige tilstand frem mod 2050, samt at nulemissionsbygninger skal kunne levere forbrugsfleksibilitet til energisystemet. Dette stiller nye krav, men giver også nye muligheder for reguleringen af byggeriet i Danmark.
Sideløbende hermed er der i Danmark nu truffet politisk beslutning om at gennemføre en flerårig proces for at forenkle bygningsreglementet og samtidig sikre hurtigere og smidigere adgang til brug af nye grønne byggematerialer.
Der er derfor en unik mulighed for både at implementere bygningsdirektivet klogt i dansk lovgivning og samtidig etablere et fremadrettet nyt bygningsreglement og en revideret energimærkningsordning, der begge er med til at fremme gode helhedsorienterede løsninger ved nybyggeri og renoveringer. Det skulle gerne betyde, at vi fremadrettet bygger og renoverer med høj energieffektivitet, hvor der samtidig sikres lav klimabelastning og godt indeklima i bygningerne.
Byggepolitisk Netværk repræsenterer en bred kreds af brancheaktører på bygge- og anlægsområdet, blandt andre bygherrer og udførende parter. Mange af disse aktører vil blive involveret i arbejdet med den samlede proces med at implementere bygningsdirektivet og revidere bygningsreglementet gennem deltagelse i udvalg og arbejdsgrupper. For at komme godt fra start med dette arbejde, har netværket her samlet de vigtigste aspekter i direktivet, der bør drøftes, konkretiseres og indarbejdes i de kommende danske regler for byggeriet.
Du kan læse notatet og anbefalingerne her.